Jeg oplever ind i mellem, når jeg skal ud til en dagplejer om morgenen, at se en bil køre væk og høre et barn hyle i vilden sky.
Jeg kommer hen til dagplejeren, der står med det grædende barn på armen. Hun ved godt, at det er et spørgsmål om kort tid og alligevel holder hun det tunge barn på armen og lader ham snuse ind i hendes hals. For han ved godt, selvom han kun lige er blevet ét år, at det er den samme der tager imod ham hver morgen, at han kender hendes duft, og at han har det godt hos hende.
Faderen eller moderen, der kører væk fra det grædende barn, har da også en helt OK mavefornemmelse ved at efterlade et vildt grædende barn – de har fået bekræftet, at det er spil for galleriet, og at trygheden er optimal hos den professionelle dagplejer, som de selv har valgt.
Det tager ofte den tid, de er om at køre væk, før han føler sig trøstet ved den kendte duft med næsen og den hulkende hiksen boret dybt ind i den velkendte hals.
Min dag er reddet, når jeg oplever at stå at snakke med dagplejeren, hvorefter jeg lidt senere får et stjålent og glad blik fra den lille dreng eller pige efter at være kommet sig over et øjebliks følelse af verdens undergang. Jeg bliver ligefrem glad for at kunne gøre disse hårdt arbejdende dagplejemødres live nemmere ved at servicere de køretøjer, som skaffer dem ture med de mange børn.