En produktudvikling af institutionskøretøjet i samarbejde med den professionelle bruger er af overordentlig stor betydning. Jeg sætter arbejdsmiljøet for brugerne højt. (Jeg har i mit tidligere lange virke som gartner og leder for disse – fået stor respekt for det fysiske arbejdsmiljø.)

Som professionel børnepasser af børn fra 0-3 år/ at køre gennem et helt arbejdsliv – alle ugens 5 dage – ofte med 4 (og nogle gange 5 børn) i en barnevogn/klapvogn – kræver efter min mening produkter, der tager udsøgt hensyn til brugerens ergonomi.
“Det er ikke vægten det kommer an på – det er hjulenes beskaffenhed” – citat fra den dygtigste cykelhandler, jeg kender – letløbende superhjul er bestemt en meromkostning, der betaler sig.

Servostyring sikrer at du kan “vende på en tallerken”, trods tunge børn, der sidder i forenden af barne/-klapvognen. Det aflaster skæve vrid i skuldre og ryg, når man skal dreje. Det er vigtigt at man kan låse servohjul, således at man bare skubber vognen foran sig på de lange lige strækninger – og ikke behøver at bruge kræfter på at styre.

Vippepedal monteret på vogne til flere børn er også en superopfindelse. Når man f.eks. skal over gaden og op over kantstenen på modsatte fortov, er det en uundværlig aflastning , at sætte foden på vippepedalen og bruge sin egen kropsvægt til at løfte forenden af den tunge vogn op over kantsten eller anden forhindring. Det aflaster især skuldrene, hvor man bruger rigtigt mange kræfter, hvis dette skal gøres uden en vippepedal.

Sammenklappelig letvægtsstige, som kan ligge i vognens varekurv og tages frem og bruges, når børnene skal op i en barnevogn, er det allerbedste – også for børnenes motorik- at lade dem selv kravle op ad stigen, som man kan have med sig overalt. Det aflaster ryg og skuldre helt enormt, når man giver sig selv og børnene den fornødne tid til at børnene selv udfører arbejdet med at komme op i barnevognen.( I vores Quattro firlingeklapvogn – kan børnene selv kravle op uden stige.)

Justerbart knækstyr, der hele tiden gør det muligt for de forskellige brugere at tilpasse styrhøjden til eget brug-
Tusindvis af tunge løft af vore kære børn: Når et barn græder – sæt dig hellere ned i børnehøjde og hold om barnet – frem for som refleks at løfte barnet op. Det kræver gode benmuskler og fysik at sætte sig ned på gulvet og rejse sig op igen flere gange på en dag – men det er super god træning!!

Jeg er dog med dette råd fuldt bevidst om at det kræver en mer-tid, som I desværre kun har fået mindre af år efter år over de sidste årtier. Prøv alligevel at øve dig i hver dag på at bruge denne mer-tid for din egen fremtids skyld, for der er absolut ingen, der takker dig, hvis du bliver langtidssyg – for en langtidssygemelding det er nemlig en meget dyr affære for ALLE.
Pas godt på jer selv og hinanden! – hilsen Elisabeth, virksomhedsejer, Solhøj-barnevogne.